Mucomyst brusetabletter 200 mg - Slimløsende hostemiddel
Læs denne information godt igennem, før du begynder at tage medicinen.
• Du kan få denne medicin uden recept. For at opnå den bedste virkning, skal du altid følge vejledningerne i denne information.
• Gem informationen, du får måske brug for at læse den igen.
• Ønsker du mere information, så kontakt læge eller apotek.
1. Virkning og anvendelse
Mucomyst er en rund, hvid brusetablet. Tabletten har ingen prægning.
Mucomyst er et slimløsnende middel, som bruges ved hoste med sejt slim.
Lægen kan have foreskrevet anden anvendelse. Følg altid lægens anvisning.
2. Vigtig information som du skal læse, før du bruger Mucomyst brusetabletter
• Tag ikke Mucomyst Brusetabletter hvis:
- Du for nylig har hostet blod op.
- Du er overfølsom over for acetylcystein eller et eller flere af de øvrige indholdsstoffer i Mucomyst brusetabletter.
• Særlige forholdsregler
- Du må ikke bruge Mucomyst brusetabletter til børn under 5 år uden lægens anvisning.
Du bør være forsigtig med at bruge Mucomyst
- Hvis du har astma eller tidligere har haft sammentrækninger i luftvejene (bronkospasmer).
- Hvis du har eller har haft mavesår.
• Brug af Mucomyst Brusetabletter sammen med mad og drikkevarer?
Du kan tage Mucomyst sammen med mad og drikke.
• Vigtig information om nogle af de øvrige indholdsstoffer i Mucomyst brusetabletter
Mucomyst indeholder 75 milligram lactose pr. tablet. Kontakt lægen, før du tager denne medicin, hvis lægen har fortalt dig, at du ikke tåler visse sukkerarter.
Mucomyst indeholder 99 mg natrium pr. dosis. Hvis du er på natrium- eller saltfattig diæt, skal du tage hensyn dette.
• Graviditet og amning
Få vejledning hos lægen eller på apoteket før du tager nogen form for medicin.
Graviditet: Du må kun tage Mucomyst efter lægens anvisning.
Amning: Erfaringer med Mucomyst er begrænsede. Spørg lægen.
• Trafik- og arbejdssikkerhed
Mucomyst påvirker ikke arbejdssikkerheden eller evnen til at færdes sikkert i trafikken.
• Brug af anden medicin
Der er ingen risiko ved at tage anden medicin samtidig med Mucomyst.
Hvis du både er i behandling med Mucomyst og antibiotika, bør du tage de to slags medicin med 1-2 timers mellemrum. Spørg din læge eller apoteket til råds, hvis du er i tvivl.
Hvis du er i behandling med blodfortyndende medicin, bør du kontakte din læge.
Fortæl altid lægen eller apoteket, hvis du bruger anden medicin eller har brugt det for nylig. Det gælder også for medicin, som ikke er på recept, naturlægemidler samt stærke vitaminer og mineraler.
3. Sådan skal du tage Mucomyst brusetabletter
• Dosering
Voksne: 1 brusetablet 3 gange daglig.
Børn fra 5 år: 1 brusetablet 2 gange daglig.
Du må ikke bruge Mucomyst brusetabletter til børn under 5 år uden lægens anvisning.
Brugsanvisning:
Du skal opløse brusetabletten i et ½ glas vand.
Tag ikke Mucomyst sent om aftenen, da der i den første tid af behandlingen vil være mere tyndtflydende slim, som skal hostes op. Det kan forstyrre nattesøvnen.
• Har du taget for mange Mucomyst brusetabletter?
Kontakt lægen, skadestuen eller apoteket, hvis du har taget mere Mucomyst, end der står i denne information, eller mere end lægen har foreskrevet, og du føler dig utilpas. Symptomer på overdosering er kvalme og opkastning.
• Har du glemt at tage Mucomyst?
Hvis du har glemt en dosis, skal du ikke tage dobbelt dosis, men fortsætte med din sædvanlige dosering.
4. Bivirkninger
Mucomyst kan som al anden medicin give bivirkninger.
Alvorlige bivirkninger
Ikke almindelige bivirkninger (sker hos mellem 1 og 10 ud af 1.000 behandlede): Alvorlig åndenød.
Sjældne bivirkninger (sker hos mellem 1 og 10 ud af 10.000 behandlede):
Overfølsomhedsreaktioner (allergiske reaktioner), pludseligt hududslæt, åndedrætsbesvær, besvimelse. Kontakt straks læge eller skadestue. Ring evt. 112.
Ikke alvorlige bivirkninger:
Meget almindelige bivirkninger (sker hos flere end 1 ud af 10 behandlede): Kvalme, diarré.
Ikke almindelige bivirkninger (sker hos mellem 1 og 10 ud af 1.000 behandlede): Mavesmerter.
Sjældne bivirkninger (sker hos mellem 1 og 10 ud af 10.000 behandlede): Udslæt, kløe, nældefeber.
Fortæl læge eller apotek, hvis du får andre bivirkninger end dem, der står her, så bivirkningerne kan blive indberettet til Lægemiddelstyrelsen, og viden om bivirkninger kan blive bedre.
Fortæl læge eller apotek, hvis du får bivirkninger, der bliver ved og er gene-rende. Nogle bivirkninger kan kræve behandling.
Patienter eller pårørende kan også indberette bivirkninger direkte til Læge-middelstyrelsen. Du finder skema og vejledning under bivirkninger på Læge-middelstyrelsens hjemmeside:www.laegemiddelstyrelsen.dk
5. Opbevaring
• Opbevar Mucomyst utilgængeligt for børn.
• Opbevar Mucomyst i original emballage, tæt tillukket, da lægemidlet ikke tåler fugt.
• Anvend ikke Mucomyst efter den udløbsdato, der er anført på pakningen.
6. Yderligere information
Aflever altid eventuelle medicinrester på apoteket.
Mucomyst brusetabletter indeholder:
• Det virksomme indholdsstof i Mucomyst er acetylcystein.
• De øvrige indholdsstoffer er: Citronsyre vandfri, natriumhydrogencarbonat, saccharinnatrium (E 954), natriumcarbonat vandfri, lactose vandfri, mannitol, essens af lemon, natriumcitrat dihydrat, natriumcyclamate (E 952).